ALL THE COLOURS OF THE WORLD ARE BETWEEN BLACK AND WHITE: Ambitiøs nigeriansk LGBTQ-film vækkes aldrig til live

Af Marius Sørensen

Det er ikke hver dag, en nigeriansk film får biografpremiere i Danmark. Og at det tilmed er en film med et bankende LGBTQ-hjerte føjer kun til overraskelsen. For kender man en smule til nigeriansk film, leder ens tanker måske én mod Nollywoods ofte lettere fjollede lavbudgetproduktioner. Men instruktør Babatunde Apalowo har større ambitioner med sin debut All The Colours of The World Are Between Black and White. Gennem historien om chaufføren Bambino og fotografen Bawas forhold sætter han sit hjemlands problematiske attitude over for homoseksualitet til debat.

Hovedpersonen Bambino er vellidt i sit lokalsamfund i den nigerianske metropol Lagos. Han tjener penge ved at arbejde som bud og skiller sig dermed ud blandt sine fattige naboer, der ofte beder ham om at låne dem penge. Men penge er ikke det eneste, der adskiller Bambino fra sin omverden. Han er homoseksuel, og da han møder den aspirerende fotograf Bawa og indleder et ømt, romantisk forhold til ham, må han kæmpe med sin egen og samfundets homofobi.

I sit forsøg på at klamre sig til sit spinkle håb om, at han kunne være heteroseksuel, forsøger Bambino blandt andet at have sex med veninden Ifeyinwa. Og når vi ser de lokale mænd på gaderne overfalde homoseksuelle, forstår vi hans desperate håb. Det er tydeligt, at Apolowo med sin film retter en vred anklage mod kulturen i Lagos. Han viser en aggressiv, snæversynet og spilleglad pøbel regere gaderne og dermed undertrykke vores hovedperson.

Apalowo forsøger at vise Bambinos undertrykkelse og isolere ham – blandt andet i dialogscener, der er beskåret sådan, at kun Bambino vises og ikke personen, han snakker med. Derudover bevæger instruktøren og hans fotograf, David Wyte, kun meget sjældent deres kamera. Kun når Bambino en sjælden gang føler sig fri, lader Apalowo kameraet reflektere det.

Og på samme måde som billedsiden reflekterer Bambinos sindstilstand, spejler filmens struktur også Bambino og Bawas forhold til hinanden. Deres kærlighed til hinanden udvikler sig implicit, og vi får som seere kun fragmenter af denne udvikling. De ved begge, hvilke konsekvenser, det ville have, hvis omverdenen opdagede dem. Og derfor holdes det skjult – også for biografpublikummet. Desværre medfører dette strukturelle valg, at det er svært at udvikle et særligt forhold til karaktererne. Af samme årsag rammes man ikke særlig hårdt, når deres kærlighed testes.

Samme problem støder kameraføringen også ind i. For selvom mange af de intime scener mellem Bawa og Bambino er oprigtigt smukke og rørende, formår filmen med sit statiske kamera ikke for alvor at vække sig til live. Apalowo tager nogle respektable stilistiske valg, der uheldigvis spænder ben for, at filmen kan blive så sprudlende og knusende, som den har potentiale til.

Med det skal ikke forstås, at filmen ikke byder på flotte eller oprørende scener – for det gør den. Især én scene, hvor Bambino – i en vis forstand – kastes for løverne, rammer hårdt. Og filmens slutning er også særlig veludført.

All The Colours of The World Are Between Black and White er skabt med en beundringsværdig ambition. Desværre er den nok mere politisk potent lokalt i Nigeria end for et nordeuropæisk publikum. For mens den her og der bringer nye og interessante tanker på banen, er dens essentielle historie allerede blevet fortalt i andre og bedre film, som f.eks. Moonlight (2016) eller Brokeback Mountain (2005). Denne her når ikke samme højder.

Kommentarer